Naviger:

Tilbage til oversigt

Forrige
Næste

Kartmall

Lige syd for Renneskoven, på en skråning ned mod Dybesø ligger Kartmall. Skoven mod nord har altid haft et dårligt omdømme, og meget få rejsende har haft lyst til at rejse gennem den, mens søen mod syd også har udgjort en naturlig barriere. Siden gammel tid er mange handlende, der af en eller anden grund ville ud til de østlige områder, derfor rejst gennem Kartmall området. Passagen er dog ret snæver og det var ikke sjældent at røverbander eller monstre fra Renneskoven vovede sig ud for at overfalde rejsende på netop dette sted, hvor alle skulle igennem. Allerede Lethians første konger grundlagde derfor en lille fæstning på en bakke lige over søen for at dæmme op for overfaldene og give de rejsende mulighed for at overnatte sikkert. Siden den gang er fæstningen blevet nedbrændt mange gange af bander fra skovene. Men gang på gang har konger bygget den op igen for at sikre handelen, og de mange folk, der efterhånden har slået sig ned i området. Modsat skoven mod nord er søen mod syd nemlig et hyggeligt bekendtskab. Vandet har en helt unik blå farve, og det myldrer med dyr. Størstedelen af byen lever således af fiskeri, eller at servicere de rejsende. En rigtig stor del af befolkningen er dog også de soldater, der dag og nat sikrer byen og dens omgivelser mod farerne fra Renneskovene, og som er nogle af de mest krigsvante tropper i hele Lethian.

Byen er ikke specielt stor, da ingen vil bo for langt fra borgen, og den beskyttende bakke den ligger på. Den er mest bygget i træ, som man har hentet fra skoven, og en ret stor del ligger faktisk ude i vandet, eller i hvert fald i den mosede overgang fra sø til land. Her er man nødt til at færdes ad træbroer, som er nemme af forsvare eller eventuelt ødelægge i tilfælde af angreb.