Naviger:

Tilbage til oversigt

Forrige
Næste

Karkabro

Karkabro var oprindeligt navnet på den bro, der fører over Karka floden, og som er en del af den nordlige hovedvej. Floden løber igennem en frugtbar dal, og er selv fyldt med varer, der skal til og fra Karkolin i nord, og lige her, hvor den gamle, brede stenbro er opført, krydses floden af flere vigtige veje. Det er derfor ikke så mærkeligt at der er opstået en by her, om end det først er sket ret sent. Området har længe været beboet, og den frugtbare dal opdyrket, men først for 80 år siden kunne man tale om at Karkabro udviklede sig til en egentlig by. Indtil da havde der ligget en meget tarvelig kro, og en lille landsby på stedet, men på den tid købte en initiativrig købmand et stort område omkring kroen, og begyndte at opføre de første forretninger og huse, samt et par nye bedre kroer. Kroerne blev hurtigt fyldt med rejsende og i løbet af ganske få år begyndte folk at flytte ind i disse voldsomt billige huse, som hurtigt steg i pris, og det siges at han havde tjent sin investering hjem på 7 år, hvorefter han resten af sit liv levede en tilbagetrukken luksustilværelse på at sælge den resterende jord. Byen er stadig hurtigt voksende, og har for nyligt fået købstadsstatus. Den bliver dog set ned på af indbyggerne i mange andre byer i området, da der ikke er de samme gamle håndværkstraditioner, og byen ingen historie har. Til gengæld vokser den konstant, og den er efterhånden lige så stor sine ældre naboer. Den er opført i træ fra de nærtliggende bakker, og sten fra bjergene, og er ret ny og ordnet i sit udseende. Der er tænkt over hvor vejene skal ligge, og husene er bygget i stort set samme stil, da de er fra samme periode. Halvvejs inde i byen ligger der dog et overdådigt landsted med egen skov, marker og overdrev. Her bor efterkommerne af grundlæggeren, og de er i dag de herskende i byen.