Naviger:

Tilbage til oversigt

Forrige
Næste

Genarchøj

Harginasletten er et goldt og ugæstfrit land. Landet er fladt og byder ikke på nogen beskyttelse mod den konstante ørkenblæst som konstant fylder en stakkels rejsendes øjne, øre og mund med finkornet sand.

Midt i denne endeløse ørken findes en oase omkranset af en massiv stenvold, hvor der vokser en ganske særlig slags kaktus. Kaktussens torne er giftige, men en trænet stifinder kan fjerne piggene og leve af det saftige frugtkød som kaktussen også er fyldt af.

Bag stenvolden befinder sig den frodigste oase. I ly af sandstormen vokser her eksotiske planter. Vejret er varmt, og der er konstant tørt, men masser varm væske fra jorden.

Stenvolden siges at være resterne af det legendarisk udyr Genarc, som levede omkring Goldbjergene mens verden stadig var ung. Genarc gnavede i bjergenes rødder, og dværge tiggede deres guder om at komme dem til undsætning inden deres riger styrtede sammen.

Guderne tilsmilede dværgene deres gunst, og lærte mestersmeden Flintefort at slå Ormbanerunen. Efter 50 års smeden, blev Kza'Ulhir Agar - Ormbanehammeren skabt, men der skulle gå endnu 50 år inden en dværgekriger viste sig mægtig nok til at håndtere den mægtige 2-hånds hammer.

Gimlir Sølvskjold, bedre kendt som Gimlir Ulhir, sønnesøn af Gimril Sølvskjold mestrede Kza'Ulhir Agar og tog på togt mod monstret Genarc.

Det kilometer lange monster anede næppe uråd, da den stædige dværg kom marcherende med sin magiske hammer. Med en mandig gjaldren, vækkede Gimlir Ormbanerunen i Kza'Ulhir Agar og med et mægtigt sving knuste han pandeskallen på det legendariske monster.

Fra Genarcs knuste pande sprang en evig kilde af blod, som gødede jorden hvor den faldt, og uhyrets krop lagde sig i en cirkel omkring kilden og blev dermed til den oase som Genarchøj er i dag.

Gimlir selv, blev udnævnt til helt og slog sig senere ned som klanmester i Karkolin fortet, hvor han fik ikke mindre end 78 sønnesønner og ikke én eneste datter. Derfor omtales Gimlir også ofte i historiebøgerne som Gimlir Alfaderen.