Naviger:

Tilbage til oversigt

Forrige
Næste

Erinbon

Det er ikke kun elverne, som bosatte sig i Saquitonskoven. Menneskerne har også overvundet deres frygt for det særlige liv der findes i disse magiske skove og har med tiden bosat sig dybere og dybere ind i skoven. De fleste mennesker foretrækker dog den klassiske menneskeløsning med plyndre landet for naturresourcer, ved at fælde træerne og gøre plads til mark og vej, så deres race hurtigt og effektivt kan formere og sprede sig.

Denne menneskelige grådighed fremtræder mere tydeligt i nogen end andre. Et godt eksempel på et grådigt menneske, der ville ofre mange og meget på at opnå større rigdom var Janis Erinbon. Janis Erinbon var allerede en rig og dygtig købmand, der havde tjent sig rigdom på at rejse langs Letla floden mellem dværgenes handelsposter i de nordlige Karkmarrbjerge og menneskebyerne omkring Alssund. Dværgene havde adgang til værdifulde metaller, men de var også dygtige købmænd og til Janis' fustration indbragte disse handelsrejser kun en brøkdel af det han mente at burde kunne tjene.

Efter meget smigren og intriger ved kongens hof i Alsborg, lykkedes det ham mod en betragtelig formue at erhverve sig retten til at grundlægge en by i de vestlige Valviler. Janis var ikke sen til at opkalde byen efter sig selv, og hans plan var at anlægge miner der kunne spare ham både for den lange rejse mod nord og de ublu priser som dværgene forlangte for deres metaller.

Erinbon blev grundlagt, og arbejdet med minerne tog til. Janis stod selv for meget af planlægningen, da han nærede mistillid til alt og alle. Han følte sig sikker på at de kun ventede på chancen for at flå ham for hans elskede skatte. Mens Janis var en god købmand, var han samtidig en dårlig geolog og blind for sine egne fejl. Janis grundlagde miner ud fra, hvor det var nemt og bekvemt, og ikke ud fra hvor metallerne findes. Ud over dette viste vestsiden af Valvilerne sig at være mindre mineralholdige end forventet, og inden længe var Janis’ mægtige ambition reduceret til en gældsfælde for den unge købmand. Hans kone begik selvmord, og selv blev han dræbt i et opgør blandt utilfredse minearbejdere, der nægtede at arbejde under de vilkår han tvang dem til.

Minerne blev forseglede og de mennesker der havde bosat sig i Erinbon begyndte i stedet at leve af at dyrke jorden og høste skoven. Uden arvinge, blev legenden om, hvordan Erinbon opstod snart et ligegyldigt kapitel i menneskenes historie, men for vildelverne vest i Saquitonskoven er skovrydningen omkring Erinbon og den kroniske forurening og ubalance som den tidlige minedrift bidrog med, en skamplet . Et grimt ar i deres elskede skov, sat af kortsigtede og grådige mennesker.