Historien

Det lille kongerige Lethian i den sydlige del af kejserpagten Uronas havde længe haft fredelige forhold. Kejserens mægtige hære beskyttede landet og langt de fleste af de mange krige, som disse urolige tider medfører, foregik langt mod nord. Da Kong Oscar d. 7. døde troede de fleste derfor at der ventede hans søn Kong Jens d. 8. en lang og fredelig embedsperiode. Godt nok var næsten hele kongens hær draget mod nord for at bistå kejseren i hans kamp mod invaderede horder, men der var ingen tradition for at kongen selv skulle deltage i den slags togter, så han kunne i stedet give sig i lag med at finde en dronning, så slægten kunne føres videre.

Men en kold vinternat blev Kong Jens fundet dræbt i sin seng. For første gang i over 600 år stod det lille rige uden en retmæssig arving. Som altid i sådanne situationer var der mange bejlere, men ingen kunne endegyldigt bevise at han var den retmæssige arving. De love, der skulle afgøre problemerne var ganske enkelt forældede. Kansleren søgte at undgå en strid der kunne ødelægge landet, men da næsten hele den kongelige hær var i felten langt mod nord, kunne han kun se magtesløs til mens de forskellige kandidater i al hast oprustede, lejede soldater og lavede alliancer. Han søgte hjælp hos kejseren, men denne hverken kunne eller ville hjælpe, da han normalt ikke blandede sig i indre anliggender og hans hære var bundet højt mod nord.

Så overalt blev flere hundrede år gamle sværd fundet frem og slebet, bønder indkaldt til tjenesten, forfaldne borge genopbygget og grovsmede sat til at lave rustninger - ja, man så sågar ædle og velnærede baroner begynde at styrketræne, så de kunne passe deres tip tip oldefars gamle rustning. For første gang i over 200 år skulle en egentlig krig udkæmpes indenfor Lethians grænser, og så var hæren ikke engang til stede! Som altid spredte nyhederne om uro sig med lynets hast og tvivlsomme typer myldrede til. Orker og andre banditter, der enten ville lejes af højestbydende, eller helst bare hærge og plyndre, mens magthaverne ikke havde tid til at gøre noget ved det. Våbenhandlere, egentlige lejesoldater, magikere og meget andet strømmede til landet.

Kampen om Lethians trone var begyndt.

år 651

Den første krig om Lethian var lang og krævende. Fire baroner havde sat sig op efter at skulle have tronen, og mange folk måtte lade livet for deres baroners ønske. Kampene bølgede frem og tilbage og det var svært for nogle af baronerne at få det endelige ord om hvem der skulle sidde på magten. Længe så det dog ud til at de mørke kræfter, ledet af baron Mortis Negro, ville overtage magten fra menneskene i Lethian.

Kampene strakte sig over sommeren, efteråret og da vinteren nærmede sig var det næsten umuligt at fortsætte kampene. Det var svært at komme frem gennem sneen, og der var ikke forsyninger nok til at krigen kunne fortsætte. De andre baroner var tunge i sindet, da de måtte indrømme at de var nødt til at trække sig tilbage for vinteren. Mortis Negro og hans undersåtter havde vundet denne omgang, og han gjorde krav på tronen. Men de andre baroner ville ikke tillade det, og da hvor foråret nærmede sig, gjorde de andre baroners hære det også. Spørgsmålet om tronen i Lethian er endnu ikke afgjort.

år 652

Så snart den sidste sne var smeltet, var baronernes hære igen på march i Lethian. Nu var der flere der bejlede efter Lethians trone, for de mørke tropper i nord havde haft interne stridigheder og var splittet op. Orkerne ville have deres eget rige. Syd for Lethian, på Prier øen, var mennesker og elvere samlet, for at få en del af kagen, og selv øglemænd i junglen på Prier var interesseret i at deltage i kampene.

I lang tid så det ud til at de mørke hære fra nord skulle få magten i Lethian, og selv Mortis Negros hære omkring Alsborg var presset til det yderste af hære fra alle sider.

Men mens de mørke hære kæmpede mod hinanden, lagde mennesker og dværge planer. Som et lyn fra en himmel tromlede deres hære forbi al modstand og underlagde sig Letla dalen og området omkring. Mortis Negro og hans undersåtter fik sit pusterum, fik vrisset sig fri og begyndte en kampagne mod Prier øen. Deres hære fik fodfæste på Prier øen, hvor mange blodige kampe allerede havde været udkæmpet denne sommer, men vinteren nærmede sig atter, og menneske og dværge hære stod ved Alsborgs porte. Alsborg og Lethian var igen på menneskehænder.

Vinteren er hård i Lethian og baronerne og deres hære gik i dvale for vinteren. De mørke tropper havde sat deres præg på Lethian, for selvom de var fordrevet fra hovedstaden, var der stadig monstre tilbage.

år 653

Troll Scout

Gennem vinteren havde trolde huseret i Lethian. De gik rundt på må og få, og ingen vidste hvor de ville komme næste gang. De havde drevet rov på husdyr, og lokalbefolkningen gemte sig indendøre af angst for troldene.

De lokale glædede sig til foråret der nærmede sig, for selvom det lovede en ny krig mellem de magtsyge baroner, så lovede det også hære der kunne beskytte dem mod troldene...

Årstidernes cyklus går sin gang, det blev atter forår, og de efterhånden krigsvante hære i Lethian blev oprustet igen. Mens menneskene og dværgene kæmpede mange udmattende kampe mod trolde og invaderende hære fra nord, var skovelverne i gang med store planer. Elverne havde fået et godt fodfæste på Prier og efter hårde kampe blev to andre baroner nødt til at trække deres hære væk fra øen. Med et solidt bagland havde elverne gode muligheder for også at have stor indflydelse på fastlandet.

Elverne spillede et forræderisk diplomatisk spil, og fik de andre baroner til at undgå dem, for så senere at få en elverpil i ryggen. Da elverne blev gennemskuet var det for sent, for sommeren stod på hæld og efteråret var på vej. Med en stor opbakning fra et utal af len, besad elverne, med Annariel - Lord of the Forest i spidsen, magten i Lethian, da efterårsstormene og sneen satte ind. Årstidernes cyklus går sin gang og sneen sætter atter en stopper for kampen om Lethians trone.

Men gennem de mørke vinternætter spreder frygten sig i Alsborg. Annariel og hans følge har indfundet sig på kongebogen, og alene rygterne om hvad der foregår får folk til at holde sig inden døre. Grufulde skrig bryder nattestilheden, og folk forsvinder sporløst. Efterhånden som månederne går stiger frygten til et nærmest uudholdeligt niveau. Rygterne kommer vidt omkring, og andre baroner udtaler at de så snart sneen forsvinder, vil gøre alt hvad de kan for at befri Alsborg for rædslerne. Hvad der er sket på kongeborgen ved ingen, ud over Annariel...

År 654

Elveren Annariel var, som mange frygtede, ikke helt sig selv. Igennem de mange kampe i Lethian var hans sind blevet mere og mere påvirket. Magten og kongeborgen i Alsborg havde heller ikke gjort det bedre, og der gik rygter i byen om at efter dengang kaos kræfterne havde overtaget byen, var de ikke forsvundet helt igen. Kongeborgen var ikke længere det flotte sted det havde været dengang Kong Jens d. 8. blev kronet, sagde man. Annariel var blevet draget mod de mørke kræfter, og hvor det tidligere var naturen elveren interesserede sig for, var det nu hærgen, tortur og ødelæggelse. Annariel havde tilsluttet sig de mørke elvere...

Med hjælp fra flere racer kaster Annariel sig ud i kampen for at forsvare sin position i hovedstaden, men der var mange der mente at han ikke skulle have lov til at være i fred. Under angreb fra alle sider, lykkedes det dog at holde stand i nogen tid, men kaos hærene fra nord ville have hovedstaden for dem selv. I mellemtiden havde orkerne i nord bredt sig til helt utrolig størrelse, og de udøde i syd havde ligeledes bredt sig, og begge truede med at overløbe hele Lethian. Men en uhellig alliance i syd, og en enighed mellem Annariel og kaos hærene, samt et ubevidst samarbejde med menneskene i nord, fik slået begge trusler tilbage. Tilbage stod Annariels tropper der havde omringet hovedstaden, og stod i det hele taget stærkest i Lethian. Endnu en sommer fyldt med krig, men for første gang var der samme hersker i Alsborg to efterår i træk.

Mange mente at dette nu måtte give fred i Lethian. De andre baroner måtte acceptere Annariel som den nye leder i Lethian, på trods af hans flirten med de mørke kræfter. Annariel var allerede begyndt at lægge planer for hans nye styre igennem vineren, men om det var skæbnen, guderne eller noget helt tredje der gav historien en uventet drejning er stadig uvist. Mens Lethian som regel ligger fredelig hen om vinteren på grund af den megen sne, skete der alligevel noget denne vinter. En tilfældig vinteraften kom en pludselig og kraftigt magisk vind igennem Lethian.

Borgerne i Alsborg så dette som et tegn fra et meget gammelt sagn - fra længe før Lethian blev et kongedømme. Sagnet fortæller også om nogle monolitter rundt om i Lethian, som er blevet undersøgt og udgravet talrige gange, men ingen skatte eller hentydning til hvad de er, er fundet ved dem, og siden har de blot fået lov til at stå i fred, da man ikke mente de betød noget. Af uvisse grunde er det kun borgerne i Alsborg der tror på dette sagn, og alle andre i Lethian synes at Alsborg borgerne er lidt småtossede fordi de tror på den historie, som lyder som det pure opspind.

Ikke desto mindre var denne hændelse afgørende for Alsborg borgerne, og en tidlig vintermorgen, opstod der uden varsel oprør i byen. Tusinder og atter tusinder borgere løb rundt i gaden, og angreb Annariels mænd. Selv den godt befæstede kongeborg måtte til sidst se sig overvældet af de mange borgere, og de høje gange genlød af krigslarm, råb og skrig. Annariel selv havde befæstet sig i tronsalen, og mange borgere måtte lade livet til hans livvagter.

Men et pludseligt øjeblik stoppede alt i salen, som om tiden stod stille. Det eneste der kunne høres i salen var et halvkvalt suk fra Annariel der så ned på et stort, flot udsmykket sværd der gik igennem maven på ham. For enden af sværdet stod Dakian Helkinsdrage, også kendt som krofatteren på den berømte kro i Alsborg, Sværdet & Hønen. Oprøret var forbi.

Borgerne havde fordrevet Annariel og hans folk fra byen. Rygtet om Annariels fald bredte sig hurtigt ud over Lethian, og baronerne mente at nu var det atter åbent hvem der skulle lede landet. De var dog alle nervøse for Alsborg borgerne, for hvad kunne de ikke finde på nu. Men efter Annariels fald, faldt alt til ro igen i Alsborg, og borgmesteren i byen overtog ledelsen af Lethians hovedstad. Alsborg borgerne var glade for deres nyvunde frihed fra de mørke magter, og tog glædeligt imod foråret der stille og roligt krøb ind over landet.

År 655

Mørk elverens fald gav grobund for nye konflikter i Lethian, og baronerne var ikke sene til at sende deres tropper i kamp. Allerede tidligt så det dog ud til at én kæmpede hårdere og bedre end alle de andre. Styrket af de mørke kræfter der længe har huseret i landet, havde den mørke baron og hans tropper overskud til at sikre sig en god position og erobre mange områder. De andre baroner opdagede først meget sent hvad der var i gærde, og selv da, kunne de ikke gøre meget for at stoppe den nye dominerende baron.

Således skete det at Lethian endnu en gang blev overvældet af de mørke kræfter. Befolkningen så opgivende til, mens sejrherrerne hærgede omkring sig... alt virkede forspildt og folk følte sig fortabt... vinteren trængte sig på og lagde sit mørke over landet.

Men rundt omkring i landet tændtes små lys i vinduerne om aftenerne. Noget var i gærde. Nogen turde trodse de mørke kræfter. Flere lys spredte sig i vinduerne, og de ledte en vej gennem byerne, gennem vintermørket. I alle byer ledte de det samme sted hen. Til den samme bygning. Kramikus’ tempel.

Borgerne gemte sig bag deres gardiner, men holdte øje med gaderne. Om aftenerne begyndte de at se Kramikus’ munke gå i fakkeltog igennem byern, fra den fjerneste udkant og ind til templet. Det gentog sig aften efter aften. Flere borgere fik med nysgerrighed overvundet frygten, og drog ud i mørket og fulgte med fakkeltoget til templet. Der var mange samlet i templet, men der var dog helt stille. Svagt hen over knitren fra flammerne der oplyste og varmede i templet, kunne munkenes stille messen høres. Byens borgere vidste ikke hvad der skete, men følte tryghed i templet. Tryghed blandt de samlede.

Hver nat kom flere og flere til templerne, men det samme mønster gentog sig igen og igen. Efter at have været samlet i templet i nogle timer, bukkede munkene for de fremmødte og henviste dem til at gå hjem igen. Skønt det, kom de igen aften efter aften.

Men pludselig en aften, blev porten til templerne lukket med et gennemtrængende drøn, og munkene skyndte sig at lægge svære bjælker på tværs for at blokere den. Bekymring og panik bredte sig blandt borgerne, der ikke forstod hvad der skete. Men så, stod en munk frem foran dem alle og tyssede roligt på dem. I aften ville de få tegnene. I aften ville de vide. Munke og borgere over hele landet var samlet i templerne. Og de ville alle vide. I aften.

En smule beroliget, men ikke helt, satte borgerne sig ned, og munkene samledes foran dem, for så at gå ud i en cirkel der omkransede alle borgerne i templet. Deres stille messen begyndte på ny. Men denne gang tiltog den i styrke, og blev uvirkeligt blandet med dyb sang på et fremmed sprog. Sangen tog yderligere til i styrke og fyldte rummet. Alle ventede i spænding og lyttede til den betagende lyd. Faklerne på væggene blussede mere op og ligeledes i ildstedet. En behagelig varme bredte sig udi blandt alle i rummet, og med det kom lyset.

Et lys samledes som en kugle højt oppe under loftet, så skarpt at man knapt kunne se på det. Det dalede langsomt ned over midten af munkenes cirkel, hen over borgerne. Lyset bremsede dets dalen og hang let i luften, mens det begyndte roligt at skifte farver. Munkenes sang tog yderligere til, og farverne i lyskuglen skiftede hurtigere og hurtigere. Indtil pludselig det stoppede og blev skærende hvidt, og fløj lynhurtigt op igennem taget på templet. Sangen stoppede, og faklerne brændte normalt igen. Munkene satte sig alle tungt ned, fuldstændige udmattede. Men et lykkeligt smil kunne ses på deres læber. De vidste nu.

I lang tid var der roligt i templet. Borgerne var som fortryllet af hvad de havde set, og så afventende på munkene. Munkene samledes igen, og dannede en lille cirkel. Deres svage messen begyndte igen. En munk trådte ud af cirklen, og kredsen lukkedes bag ham. Han henvendte sig til borgerne - de vidste nu.

Herefter var der ikke længere fakkeltog om aftenerne, men der var stadig små lys i vinduerne. Som foråret nærmede sig, vidste man at munkene drog af sted. De havde budskaber at bringe til store og små, rige som fattige. Borgerne i landet undredes. Var guderne, som de ellers var ved at tro havde forladt dem, begyndt at blande sig i krigen? Var munkene nu blevet en del af en højere plan? Kunne de påvirke baronernes indbyrdes kamp, så det passede til deres plan... og hvad var den plan?

Foråret må fortælle historien.